Den integrerede institution “Tusindfryd” er normeret til 9 vuggestuebørn og 29 børnehavebørn i alderen 3-6 år.
I Hylke er der også en skole med 0.-2. klasse, som er bygget sammen med børnehaven. Både børnehaven og Hylke Skole er en del af Landsbyordningen Virring.
Målsætning
Vort mål er at skabe tryghed for børn og forældre i deres hverdag i børnehaven. Modtagelse og aflevering af børnene ønsker vi skal ske i en atmosfære af tryghed og tillid for både børn og voksne.
Som personale vil vi møde børnene med åbenhed. Vi vil høre og se det enkelte barn, som det er i sig selv og i sammenhæng med andre. Vi erkender, at alle børn er forskellige og har krav på at blive mødt, som dem de er, og på det niveau de er på.
Ved at være tydelige modeller for børnene, vil vi støtte dem i at udvikle ansvarsfølelse i forhold til deres omverden og den verden, de er en del af. Vi vil bidrage til, at børnene får sejre, ligesom vi vil give plads til at fejle.
Vi vil være støttende og vejledende i forhold til de uoverensstemmelser, der opstår. Vi mener det er vigtigt, at barnet hjælpes videre og oplever sig forstået. Vi ønsker, at børnene gradvis udvikler evnen til at håndtere/mestre de uenigheder eller forskelligheder, der opstår.
Med udgangspunkt i børnenes alder og udvikling vil vi skabe rum og rammer for legen. Børnenes leg fortjener at blive mødt med respekt. Derfor bestræber vi os på at vise børnene muligheder frem for begrænsninger.
Vi ønsker at skabe gode traditioner for både børn, forældre og personale. Hertil vil vi lade os inspirere af dansk kultur og traditioner.
Vi mener, at samarbejdet mellem personale og forældre er vigtigt for barnets trivsel, og vi vil møde forældrene med respekt og tillid.
Tusindfryds åbningstider
Mandag 6.30 – 17.00
Tirsdag 6.30 – 17.00
Onsdag 6.30 – 17.00
Torsdag 6.30 – 16.30
Fredag 6.30 – 16:00
Sig altid goddag og farvel til en voksen, og giv besked, hvis der er andre end jer selv, der henter barnet, eller hvis der er særlige forhold omkring barnet, som vi skal være opmærksomme på. Vi vil også gerne vide, hvis barnet er syg eller holder fri.
Dagsrytme
I Tusindfryd er børnene aldersopdelt i to grupper. De starter som “Anemone” og efter et år til to år så bliver de “ Solsikker”. Vi tilstræber at danne homogene grupper, hvor børnene kan opleve trygheden i gruppen og samtidig møde passende udfordringer i forhold til deres udvikling. Børnene er inddelt i disse grupper fra kl. 9.00 til ca. kl. 12.00, og igen ved frugttid i ca. en halv time.
Fra kl. 6.30-8.00 Børnene modtages og tilbydes morgenmad. Skolebørn modtages også i børnehaven i dette tidsrum og sendes i skole kl 8.10. Morgenmad tilbydes kun indtil kl. 7.15, så kom i god tid inden, hvis barnet ønsker morgenmad. Hvis børnene er sultne i løbet af dagen, må de gerne tage en mad fra deres madpakke.
Fra kl. 8.00-9.00 kommer de sidste børn og skolebørnene sendes i skole
Fra kl. 9.00-12.00 er der planlagte aktiviteter, som er målrettet børnenes aldersniveau, hvor der blandt andet øves i samtale og begrebslære. I nogle perioder vil der blive arbejdet med udvalgte temaer. Der vil blive sunget, læst og leget med rim og remser dagligt.
Fra kl. 12.00-14.00 er alle børn på legepladsen, dog vil der være mulighed for at få en middagslur fra kl. 12.00-13.00 for de børn, som har behov for det
Ca. kl. 14.15 spiser vi frugt (ca. 40 min) i grupperne. Om fredagen spiser vi frugt kl. 13.30
Efter frugt og til kl. 17.00 (fredage kl .16.00) fordeler børn og voksne sig i lege eller aktiviteter inde eller ude.
Hver uge har grupperne på skift en dag, hvor de er ude hele formiddagen, enten på legepladsen, i skoven eller på tur. Denne dag skal børnene være i børnehaven senest kl. 8.45.
Børn på legepladsen
Vi mener, det er meget vigtigt, at børnene får masser af frisk luft. Derfor kommer alle børn ud hver dag.
Afhængig af alder og modenhed kan 3-5 børn få lov til at lege alene på legepladsen og alene inde i huset. De voksne tilser børnene med jævne mellemrum. Er I utrygge ved denne praksis, må I gerne give personalet besked derom.
Mad og drikke
Børnene skal medbringe en madkasse med navn på. Børnehaven tilbyder vand og økologisk mælk til frokost. Vi ser helst, at madpakkens indhold ikke består af kage og søde sager.
Børnene skal også medbringe en drikkedunk med navn på. Og et stykke frugt hver dag og engang imellem (efter en ophængt liste) brød til frugten. Både frugt og brød lægges i en kurv, der står på køleskabet.
Beklædning
Det er en god ide at skrive navn i tøj og fodtøj. Barnet skal have skiftetøj med, der lægges i barnets skab i garderoben, ligeledes overtøj og fodtøj der passer til årstiden. Hjemmesko er ikke nødvendigt, da vi har varme i gulvet.
Af sikkerheds hensyn er det vigtigt, at der ikke er snore i overtøjet, og at barnet har halsedisse med i stedet for halstørklæde.
Legetøj
Barnet må ikke have sit eget legetøj med i børnehaven
Fødselsdage
Når jeres barn har fødselsdag, er der to muligheder for at markere dagen og begge muligheder er vældig gode:
Vi vil gerne holde barnets fødselsdag i børnehaven eller
Hvis I har lyst til at invitere barnets stue hjem til jer, så kommer vi med glæde (dog anbefaler vi, at 3-års fødselsdagen bliver fejret i børnehaven)
Lejr
Sidst i august eller først i september er vi på lejr. De 3-4 årige (Anemonerne) overnatter en nat i børnehaven. Og de 5-6 årige (Solsikkerne) overnatter 2 nætter i hytte/lejr.
De børn, der har prøvet at være på lejr det foregående år, ser frem til oplevelsen. Personalet nyder, at kunne være sammen med børnene på en anden måde og opleve dem i andre sammenhænge end de sædvanlige. Vi mener, det er lærerigt for både børn og forældre, at komme lidt hjemmefra, og vi mener det er gode og trygge rammer, som vi kan tilbyde.
I løbet af året er der
- Fastelavnsfest
- Påskefrokost
- Skraldeuge
- Sanseuge
- Bedsteforældredag
- Motionsdag
- Sommerfest
- Lejr
- Efterårs tema (med fernisering af temaet)
- Lygtefest
- Julefrokost
- Krybbespil i kirken
- Morgensang sammen med skolebørnene den første fredag i hver måned
Sprogvurdering
På et tidspunkt fra barnet er 3 år og indtil barnet er 3 år og 4 måneder, vil der blive lavet en sprogtest på barnet. Hvis det er relevant også senere inden skolestart.
Overgang fra dagpleje til børnehave
Både dagplejen samt forældre har tradition for at besøge børnehaven inden barnet starter. Ved første møde med forældrene, sætter personalet tid af til en samtale, hvor forældre og pædagog gensidigt kan informere hinanden, så der skabes et godt grundlag for det fremtidige samarbejde. Efter ca. tre måneder tilbyder vi en samtale, en fælles snak om hvordan den første tid i børnehaven er gået både for barnet og for jer som forældre.
Overgang fra børnehave til skole
I hele barnets børnehave tid vil I opleve et samarbejde imellem børnehaven og skole/ SFO. Det sidste halve år barnet er i børnehaven, arbejder vi ekstra målrettet på at forberede børnene til skolelivet. Børnene har en mappe med billeder af ting, de har lavet og oplevet i børnehavetiden og mappen følger dem også i skolen.
Forældresamarbejde
Personalet er meget interesseret i et godt samarbejde med alle forældre. Vi håber, at I vil stille spørgsmål og dele jeres undren med os. Ud over vores velkomst samtale og den efterfølgende tre måneders samtale, indbyder vi også til en årlig samtale i november. Samtalen vare cirka en halv time; vi drøfter barnets trivsel og udvikling med jer. Har I brug for en samtale ud over det, er I velkommen til at bede om det. Vi vil også vil kontakte jer, hvis vi finder det godt med en samtale.
Bestyrelse og forældreråd
Børnehaven Tusindfryd er repræsenteret under skolebestyrelsen i Virring.
Børnehaven har et forældreråd, som er oprettet med det formål, at skaffe ekstra midler til oplevelser for Tusindsfryds børn. Valg af forældrerådet sker på forældremødet i oktober.
Ansatte
Anette Waltraud Siemon, pædagogmedhjælper
Anni Nielsen, pædagog
Charlotte Juul Nørgaard, pædagog
Lene Hintze Nielsen, pædagog
Lone Møller Mortensen, pædagogisk assistent
Marie Louise Rasmussen, pædagog
Marie-Louise Køpke Andersen, pædagogmedhjælper
Sara Brandstrup Rehnquist, pædagog